“Du skriver at Jenning nævner at ingen har svaret at en af de ti ting de fortryder mest har været baseret på fornuft.”

“Han fortsetter med å si at hver eneste person han har spurt om dette, uten unntak, har sagt at de aller fleste tilfellene var basert på følelser.”

Han skriver at de aller fleste tilfellene som de han hadde spurt angret på ikke var basert på fornuft og samvittighet (men på følelser).

“så er min samvittighed i konflikt med min fornuft – bare for at sige, at fornuft og samvittighed ikke altid følges ad.” Jennings mener heller ikke at fornuft og samvittighet alltid sier det samme. Det er nettopp derfor det er så viktig at begge to er en like viktig del av dømmekraften. Fornuft alene fungerer ikke, og heller ikke samvittighet alene.

“Jeg tror vi er skabt både med fornuft og følelser, og jeg tror ikke man kan sige at den ene ting er dårlig og den anden god.” Jeg tror også vi er skapt med både fornuft og følelser, og er ikke enig i den negative måten Jennings hele tiden beskriver følelser. F.eks vil jeg påstå at min samvittighet tar i bruk en god del følelser for å fortelle at noe er galt (i motsetning til Jennings som ser samvittighet og følelser helt adskilt). Finner det også bibelsk at Gud vil vi skal føle. Men som Jennings finner jeg det også bibelsk at Gud ikke ønsker vi skal velge etter lyster, begjær og egoistiske drifter.

“Så ville man f.eks. blive kæreste med en som man havde tænkt sig frem til var den bedste og kun det.” Ja, jeg finner det vanskelig å gå med på jennings tanke om at kjærlighet ikke handler om følelser men enkelt å greit om å ta et valg og følge et prinsipp. Jeg skjønner tanken, men vet at jeg selv ikke kunne gått inn i et slikt “fornuftsekteskap” uten å føle meg utrolig falsk…

“Men jeg må sige, at jeg tror ikke at vi kommer til at opleve at blive som Gud havde tænkt det her på jorden.” Det trenger jeg å minne meg selv på om igjen og om igjen. Og det er nettopp de gangene jeg husker på det, når jeg stoler på at min identitet er i Jesus, det er de gangene jeg har det bra og kan føle den kjærligheten som jeg så meget lengter etter de gangene jeg ikke stoler på at min identitet er i Jesus. 1. Korinterne kapittel 15 er blitt en favoritt. Kapittelet om oppstandelsen og forvandlingen vi skal gjennomgå fra det jordiske til det himmelske mennesket, ved lyden av den siste basunen. Om håpet om en fullkommen, kjærlig og perfekt evighet sammen med Jesus

Du skriver at Jenning nævner at ingen har svaret at en af de ti ting de fortryder mest har været baseret på fornuft. Det har det i mit tilfælde. Fornuft og logik er for mig det samme. Jeg tænker meget logisk (i hvert fald ifølge mig selv) men når jeg tager valg, så gør jeg det velovervejet ud fra hvilke ricisi der er for og imod, og ud fra hvordan jeg ser en større sammenhæng i det.

Jeg har taget valg, som jeg i situationen havde dårlig samvittighed med, og alligevel valgte at tage, fordi de så mest logisk rigtige ud. Nogle af disse ting har jeg så fortrudt bagefter, enten fordi logikken viste sig ikke at holde, eller fordi logikken viste sig at holde, men det alligevel på uforklarlig måde bliver ved at føles forkert, mens andre gange igen så er det gået op for mig, at logikken var i orden men min samvittighed var baseret på følelser, der ikke var rationelle – altså byggede på noget, som jeg egentlig ikke kunne stå inde for. Det kunne f.eks. være hvis jeg er vokset op med et tankesæt, som jeg egentlig har taget afstand fra, men ikke har opdaget alle de steder, hvor de influerer mine tanker. Det vil så påvirke min samvittighed der til at synes noget er forkert f.eks., selvom jeg egentlig mener at det er rigtigt ifølge min fornuft, og så er min samvittighed i konflikt med min fornuft – bare for at sige, at fornuft og samvittighed ikke altid følges ad.

Det er så let at give sine følelser skylden for al dårligdom, men i virkeligheden handler det nok bare om hvilken del af dig du lægger vægt på du tager beslutninger med, og hvis du så tager nogle forkerte valg, så giver man den del man tager beslutningerne med skylden og så generaliserer man. Men dette går altså ikke. Jeg tror vi er skabt både med fornuft og følelser, og jeg tror ikke man kan sige at den ene ting er dårlig og den anden god. Man kan heller ikke sige at ens samvittighed altid er den man kan rette sig efter for at vide hvad der er rigtigt. Jeg tror man er nødt til at se på alle de sider Gud har givet en til at afgøre om ting er rigtige eller forkerte og det vil altså sige både fornuft, følelser og samvittighed – for lige at tage disse tre.

Det er ikke for at sige at man ikke kan handle forkert og imod hvad man selv mener er rigtigt, for det tror jeg godt man kan og det tror jeg selvfølgelig ikke er meningen. Men at sige at man ikke skal lade sig styre af følelser, tror jeg ikke er rigtigt – tænkt hvis man slet ikke lod sig styre af følelser om impulser . Så ville man f.eks. blive kæreste med en som man havde tænkt sig frem til var den bedste og kun det. Kærlighed er en blanding af vilje, fornuft, følelse, lyst, impuls. Det er derfor vi har forelskelsen – for at vi kan handle på vores følelser og tage en chance som vi i virkeligheden ikke fuldstændig ved hvad indebærer – og så lærer vi lige så stille at elske hinanden med resten også. Det sidste skridt inden man bliver kærester handler jo ikke om fornuft. Man kan ikke tænke sig til hele vejen.

Det andet du skriver om er, om hvorvidt Gud elsker dig selvom du vælger at følge dine lyster og ikke har selvkontrol, på trods af du ved, hvad der er rigtigt. At du gerne vil være den person som Gud har skabt dig til her og nu. Det kan jeg godt forstå! Det er aldrig rart at være i konflikt med sig selv (eller med Gud) men jeg må sige, at jeg tror ikke at vi kommer til at opleve at blive som Gud havde tænkt det her på jorden. Jeg tror vi må leve med, at vi har synd i vores liv mens vi er her.

Jeg faldt lige over Romerbrevet – jeg synes det beskriver hvordan Gud kan frelse os rigtig godt, selvom det er noget indviklet skrevet! (Rom 3 måske) Jeg synes det siger lidt om at Gud elsker os selvom vi ikke gør alt hvad han siger, og at han godt er klar over at vi ikke kommer til at blive perfekte. Der er ingen retfærdige mennesker. Kun Jesus. Så vi må forsøge at gøre vores bedste og at lade Gud arbejde i os, men vi bliver stadig ikke retfærdige. Jeg tror ikke at han mener at han vil gøre os retfærdige som forandre os til at være retfærdige, men at han vil gøre os retfærdige fordi han er retfærdig, og vi så ikke behøver at være det.

Jeg ved ikke om jeg har hjulpet overhovedet. Og håber ikke det lange svar har skræmt dig alt for meget! Det er godt ment i hvert fald